Fra gartner til student: Laura har fundet en ny vej med HF

Laura Høg, mor til tre og tidligere gartner, har taget en stor beslutning midt i livet: at skifte karrierespor. En skulderskade og en diagnose med bl.a. slidgigt gjorde, at hun blev nødt til at genoverveje sin fremtid. ”Jeg har altid elsket at arbejde udendørs og bruge min krop, men skavankerne gjorde det umuligt at fortsætte som gartner. Midt under corona og min tredje graviditet besluttede jeg, at det var tid til at sadle om og finde en vej, der passede til mit liv og min families behov bedre,” fortæller Laura.

Fleksibilitet og faglig udvikling
Lauras valg faldt på en HF som enkeltfag på Vestegnen HF & VUC, som hun tog over tre år. Hun havde ca. to fag ad gangen, hvilket gav hende mulighed for at balancere studierne med livet som mor. ”Jeg startede på HF, da min mellemste datter begyndte i skole, og mit mindste barn startede i vuggestue. Det passede perfekt. Jeg kunne læse om aftenen, når børnene sov, og alligevel have en hverdag, der fungerede. Den fleksibilitet var helt afgørende. Tidligere arbejdede jeg bare derudad, men nu ser jeg, at tingene kan gøres anderledes,” siger hun.Under uddannelsen oplevede hun også, hvordan både lærere og studievejledere hjalp og støttede, når der var behov for særlige aftaler.Selvom Laura som enkeltfagsstuderende ikke havde faste klassekammerater, fandt hun også et stærkt fællesskab på skolen. ”Jeg havde slet ikke forventet at få venner, men jeg mødte nogle fantastiske mennesker. Vi læste op sammen, støttede hinanden til eksamener og ses stadig i weekenderne,” fortæller hun.

Nye drømme og muligheder
Laura er ikke i tvivl om, at beslutningen om at tage en HF har været den rigtige. ”Det har været det bedste for mig nogensinde,” siger hun.
Med HF-beviset i hånden er Laura nu klar til at tage et kursus, der klæder hende på til en kontorelevplads. Hun drømmer om at videreudvikle sig inden for kontor og handel – og om en fremtid, hvor der fortsat er plads til familielivet.

For voksne som Laura, der ønsker at skifte spor midt i livet, tilbyder Vestegnen HF & VUC fleksible uddannelsesmuligheder, der gør det muligt at forene studie, arbejde og familieliv. Hvad enten du drømmer om at læse videre, skifte karriere eller blot ønsker at udfordre dig selv fagligt, findes der en vej at gå.