Talentudvikling

På Vestegnen HF & VUC har vi fokus på at styrke fællesskabet og teamsamarbejdet. Men vi har også blik for den enkelte kursists/elevs individuelle behov og potentiale. Dette giver sig udslag i udmøntningen af skolens tilgang til talentudvikling.

 

Hos os handler talentudvikling ikke om at spotte en lille gruppe af de ”dygtigste” i klassen og give dem et særligt tilbud. Hos os tænker vi ikke, at nogen har talent, og andre ikke har det.  Alle har talent – spørgsmålet er blot, hvordan man har talent.

Talent skal findes, før det kan stimuleres og dyrkes. Derfor er talentindsatsen på Vestegnen HF & VUC ikke delegeret til en særlig talentkoordinator. Ansvaret for at imødekomme den individuelle kursists/elevs potentiale ligger hos den enkelte lærer i den daglige undervisning og i et samarbejde på tværs af alle faggrupper.

Forudsætningen for at udvikle sig fagligt er, at man føler sig motiveret til at gøre en indsats. Motivation skaber vilje og lyst. På Vestegnen HF & VUC arbejder vi med at udvikle motivation bl.a. via undervisningsdifferentiering, formativ feedback og via studiecoaches. Hos os er det en pædagogisk ledestjerne at kunne opdyrke, støtte og udvikle den enkeltes kursists/elevs potentiale.