Erhvervsøkonomi 0-C giver dig grundlæggende viden om ledelse, organisation, økonomi, strategi og marketing, som kan bruges i både små og store virksomheder.
Erhvervsøkonomi C undersøger både nystartede og etablerede virksomheder: Hvordan forholder en virksomhed sig til sine kunder, til sine medarbejdere og til sine konkurrenter? Og hvordan lægger virksomheden en strategi, der kan sikre overlevelse og skabe værdi på både kort sigt og på lang sigt?
Måske går du med en plan om selv at skabe en virksomhed? Også her kan faget hjælpe dig med en bedre forståelse af, hvad der skal til for at få en sund forretning op at køre.
Sebastian, som er lærer på Erhvervsøkonomi 0-C, fortæller i denne video om faget.
Hvad kan du bruge faget til?
Erhvervsøkonomi 0-C giver dig grundlæggende redskaber til at forstå, hvordan offentlige og private virksomheder fungerer. Du kan bruge din viden på alle dele af arbejdsmarkedet og som afsæt til de merkantile uddannelser.
Hvad lærer du?
Hvorfor klarer nogle virksomheder sig bedre end andre? Hvilken rolle spiller ledelsen? Og hvad kan viden om strategi og økonomi bruges til? Kort sagt: Hvordan kan en virksomhed skabe størst mulig værdi for sig selv, sine medarbejdere og sine brugere? Erhvervsøkonomi 0-C giver dig svar på en række merkantile spørgsmål, som du kan bruge i dit nuværende eller senere arbejdsliv. Du undervises bl.a. i følgende emner:
- Virksomhedens forretningsmodel
- Ledelse Organisation
- Økonomi
- Omverden og konkurrenceforhold
- Strategi og marketing
- Opstart af ny virksomhed.
Tilmeld dig faget
Vælg hvornår og hvordan du vil tage faget.
Mere om faget
Erhvervsøkonomi 0-C som e-learning
Du kan tage faget som:
- E-learning
Erhvervsøkonomi 0-C som e-learning foregår online via vores læringsplatform Canvas. Her finder du de faglige materialer du skal arbejde med. Du afleverer dine opgaver i Canvas, og du får vejledning og feedback fra din lærer online. Som e-learningkursist får oplever du stor frihed og fleksibilitet i din hverdag. Læs mere om e-learning.
Når du tilmelder dig e-learning, vil du inden for en uge være i gang med faget.
Erhvervsøkonomi 0-C giver dig én grundlæggende forståelse for hvordan en virksomhed kan være opbygget og hvorledes den kan forstå eller forholde sig til sin omverden. I dette fag kommer du ikke bare til at arbejde med relevante teorier, begreber og modeller men du kommer også selv til at ”starte” din egen virksomhed - hvor det du har lært, i forløbene, vil kunne blive benyttet konstruktivt og meningsfuldt. Grundbogen er online, brugervenlig og du vil kunne tilgå vores egne særlige quizzer lige så tit du vil.
Fagets opbygning
Erhvervsøkonomi 0-C består af 6 forløb:
Forløb 1
Dette forløb handler om virksomhedens forretningsmodel, som er omdrejningspunktet for analysen af de interne forhold, dvs. alle de forhold som virksomheden selv er herre over.
Tidsforbrug: ca. 5 timer
Forløb 2
Dette forløb præsenterer viden og begreber om organisation og ledelse, der kan bruges til at analysere og diskutere styrker og svagheder i virksomhedens interne forhold.
Tidsforbrug: ca. 10 timer
Forløb 3
Forløbet præsenterer viden om virksomhedens årsrapport og regnskabsanalyse, der kan bruges som hjælp til at vurdere, i hvor høj grad en virksomhed er økonomisk bæredygtig.
Tidsforbrug: ca. 10 timer
Forløb 4
Dette forløb handler om virksomhedens eksterne forhold, dvs. alle de forhold, der ligger uden for virksomhedens indflydelse, men som virksomheden kan forberede sig på ved hjælp af en grundig analyse.
Tidsforbrug: ca. 10 timer
Forløb 5
Dette forløb giver en indføring i fire klassiske strategiske områder, som kræver særlig opmærksomhed i virksomhedens strategiske planlægning, som er et internt forhold.
Tidsforbrug: ca. 10 timer
Forløb 6
Dette forløb handler om startup-virksomheden og problemstillinger ved etablering af ny virksomhed. Modulet har fokus på de problemstillinger, der er væsentlige ved start af egen virksomhed. Det er også her at du starter med at lave dit eksamensprojekt – opstart af egen virksomhed.
Tidsforbrug: ca. 30 timer
Eksamen
Der afholdes en mundtlig prøve, der består af en ukendt opgave og et projekt, som du allerede har arbejdet med i undervisningen.Eksamen varer ca. 30 minutter, og du har ca. 60 minutters forberedelsestid. I forberedelsestiden må du medbringe alle dine noter og alt materiale fra undervisningen.
Adgangskrav
Du kan blive optaget et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse.
SU
Du kan søge om SU for faget.
Læreplan for faget
Du kan få mere information om fagets indhold og læringsmål i læreplanen.
Vi glæder os til at byde dig velkommen!